Print Shortlink

BED-patienter oplyser Danmark

Folk med BED er med til at få danskerne til at forstå denne spiseforstyrrelse

Kan du forestille dig at gå gennem dit livs krise, men samtidig have overskuddet og modet til at dele det med hele Danmark? Det kan hundredevis af danskere – og det er godt for os andre. Estimeret er der 85.000 danskere som lider af en spiseforstyrrelse. Heraf kæmper hele 50.000 mod BED – den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark, men også en spiseforstyrrelse, som vi endnu ikke ved så meget om.

Det store spørgsmål er så, om vi havde opdaget den nu tredje anerkendte spiseforstyrrelse, hvis ikke det havde været for de seje personer rundt om i landet, som allerede har oplevet BED på egen krop, og tilmed har delt deres historier gennem blogs, sociale medier, nyhederne og meget andet. En ting er i hvert tilfælde sikkert. Disse personer har sammen skabt en større forståelse for BED og de følgende skavanker der hører til en spiseforstyrrelse som denne.

Hvad er BED?

hvis du endnu ikke har hørt om BED, så læs meget gerne videre. Her følger en kort forklaring på Danmarks nyeste men mest udbredte spiseforstyrrelse. Den fulde betegnelse for BED er Binge Eating Disorder. Præcis som navnet fortæller, så kendes BED ved, at vedkommende der lider under dette overspiser. At spise for meget har vi nok allesammen prøvet, og det giver os naturligvis ikke BED. Spiseforstyrrelsen er akkurat ligesom anoreksi, bulimi og ortoreksi forbundet med et hav af stærke og psykisk slidende tanker.

En person med BED overspiser af skam, sorg og usikkerhed. Ligesom ved andre spiseforstyrrelser, så isolerer vedkommende sig som regel, og dyrker derfor overspisningen alene. Efter endt overspisning følger der som regel en depressiv og skamfuld rutsjebanetur. For nogle af dem som lider af BED fører disse ubehagelige humørsvingninger til perioder med livsfarlig selvskade.

Vi har brug for oplysning

Det store problem i forhold til at få samfundet til at forstå BED, er at tilstanden i mange tilfælde forveksles med almen overvægt. Selv fagprofessionelle har måttet krybe til korset og indrømme at have fejlbedømt patienter. I stedet for at give dem den psykiske hjælp, som der egentlig er brug for, er mange mennesker med BED blot blevet sendt på slankekur.

En anden årsag til, at vi har behov for folk, som tør stå frem i medierne, er at selvom vi påstår, at BED er anerkendt som en spiseforstyrrelse i Danmark, så er det ikke helt sandheden. BED står nemlig ikke registreret på WHO’s diagnoseliste, som Danmark følger. Det vil altså sige, at der i den offentlige sektor ikke findes nogen behandlingsforløb mod BED. BED-patienten Klarafine Lildholdt har før stillet op til interview med Politiken, hvor hun netop udpensler problemet ved dette:

“Jeg må gerne spise mig tyk og fed, og så skal samfundet nok betale for diabetesbehandlingen og nogle nye knæ – men hjælpe mig med at forhindre, at jeg når dertil, det vil man ikke”. – BED-patient Klarafine til Politiken

Hvor søger du så hjælp?

Som BED-patient er du altså fanget i en ond spiral. Foruden at du ligesom alle andre med en spiseforstyrrelse, skal være klar til at tage imod hjælp udefra, så har du heller intet offentligt sikkerhedsnet til at gribe dig. Heldigvis så er der den mulighed for at opsøge et privathospital. Her bliver der i høj grad også behandlet og rådgivet indenfor BED. Har du mistanke til at lide af BED, så se listen herunder med symptomer på BED:

  • Du spiser hurtigere end normalt
  • Du spiser dig ubehageligt overmæt
  • Du skammer dig og spiser derfor alene
  • Du spiser store portioner – også når du ikke er sulten
  • Du oplever at skamme dig og være depressiv efter at have spist

Comments are closed, but trackbacks and pingbacks are open.